Introduktion

Det er med stor glæde at jeg har læst den norske psykolog Kirsti Ramfjord Haalands kapitel: “Skilsmisse og nye familiestrukturer fra et barneperspektiv”. Derfor er dette BLOG indslag en sammenfatning af de for mig vigtigste pointer i kapitlet, som du kan læse i sin oprindelige form i: “Barn og unge i psykoterapi” Bd. 1, 2 uttgave, 1. oplag 2016 af Hanne Haavind og Haldor Øvreeide (red.) Gyldendal Akademisk.

Kirsti er norsk psykolog og har i mange år hjulpet børn, unge og forældre med skilsmisse. Jeg hørte Kirsti på en konference den første gang i 2003 og hendes arbejde er en væsentlig inspirationskilde for mig.

Læs med her og få indblik i skilsmisse som familieændring, familieopløsning og dens konsekvenser for dit barn, dit barns perspektiv på skilsmisserelationerne og hvad du kan forvente når du får skilsmisse mægling hos mig.

Hvorfor er det godt, når skilsmissen bliver til en udvidet familieændring?

I et vellykket familieprojekt har alle familiemedlemmer sin plads og rolle samtidig med at de er en del af helheden. Ved en skilsmisse er det vigtigt, at de voksne – mor og far – håndterer at tage vare på hinanden og skabe en god proces, da det vil aflaste barnet. Bedsteforældre, anden familie og venner kan også have en betydning. Tryghed er nøgleordet i relationen til de voksne.

For børn er det naturligt at fortsætte med at bekræfte relationen til begge forældre – bekræfte den triadiske familieenhed som kendetegnes ved at begge forældre i familien har inviteret hinanden ind i et samspil med barnet. Det triadiske system: barn – mor – far.

Ved skilsmisser uden store spændinger imellem de voksne, kan de voksne fortsat give barnet anledning til at bekræfte deres relation som forældrepar. Eksempel herpå er når børn omtaler både mor og far i samme sætning eller siger mine forældre. Fx sagde en 11årig pige i en terapisamtale med mig: “Min mor og far taler sammen selvom de er skilt. De holder også fødselsdage og jul sammen” . Uden de store spændinger imellem de voksne – mor og far – kan børnene altså fortsætte med at fungere i det triadiske system de er inviteret ind i. Og det er rigtig godt for deres udvikling i det hele taget.

Skilsmissen kan imidlertid påvirke et tidligere fungerende triadisk samspil imellem barn – mor – far. Det sker når der kommer et for højt konfliktniveau imellem de voksne. For nogle voksne er det vigtigt for dem at understrege at de ikke længere er i et forhold med deres ex-partner. Det kan føre til at de beder deres barn omtale forældrene hver for sig. De kan bede om det direkte og de kan signalere nonverbalt som respons på deres barns udsagn om mor eller far, at de ikke bryder sig om, at barnet taler om mor eller far. Fx sagde en 11- årig dreng til mig: “Jeg kan se på min mors ansigt, at hun ikke kan lide, når jeg taler om min far”. Og en moder sagde i en samtale til mig: “Jeg forstår ikke at han (faderen) taler så grimt om mig til vores datter”.

Hvorvidt de voksne ønsker at være et fælles forældrepar afhænger ofte af om de voksne magter at se familien som et udvidet system efter skilsmissen. Selvom forældrene lægger vægt på fortsat at fungere som et samlet forældresystem, sker det at det kan være vanskeligt for bedsteforældre-, tante- og onkel-systemet. Bedsteforældre kan glemme den tryghed de kan repræsentere for børnebørn ved at forholde sig neutralt. Når de voksne magter at lade barnets forælder-og familiekærlighed flyde frit og beholde de relationer de har etableret vil skilsmissen kunne fungere som en ændring af familien og ikke som en opløsning.

Hvilke konsekvenser kan skilsmisse få ved familieopløsning?

Forælderkonflikter er den største risikofaktor for negativ udvikling (Gulbrandsen 2013; Skjørten 2005 in Haaland 2016). Forælderkonflikter rammer barnet. Fx fortalte en 9årig pige i en terapisamtale hos mig: “Når jeg er hos min mor må jeg ikke tale med min far. Jeg kan ikke ringe til ham og han kan ikke ringe til mig”.

Når børns naturlige bekræftigelse af relationen til den voksne blokeres ved at de voksne ikke tåler at barnet fortsat bekræfter begge, bliver det belastende for barnet. Når barnet smiler til begge forældre kan barnet møde underkendelse på smilet fra en eller begge for- ældre. Det er ikke længere tilladt at bekræfte den tidligere familie-enhed.

Barnet kan søge tryghed ved at gå over til at fungere i dyader. Det vil sige at barnet enten forholder sig til mor eller til far. Jo større behov forældrene har for bekræftigelse af sig selv, og jo større konflikten er, desto stærkere opfordres barnet til at fungere i dyader.

En dyade består af et forhold imellem to og andre er udenfor. Dette er første fase ved fødslen, hvor barnet fødes i en dyade med moder og nye inviteres ind og barnet omfavnes i triaden. At barnet bliver afkrævet at fungere i dyader kan føre til en regression – en tilbagegang for barnets udvikling. Barnet vil ikke længere opleve tryghed i triader. Krav om dyade fungering kan yderligere forstærkes når en af de voksne føler sig vraget af initiativtageren til samlivsbruddet og mærker en oplevelse af tab.

Nogle børn fortæller at de oplever at en af forældrene klamrer sig til dem og at de må passe på mor eller far. Når der samtidig er stærke konflikter mellem forældrene og de undergraver hinanden, vil barnet kunne etablere parallelle former for fungeren i to forskellige verdener med tætte skodder imellem. De vil fungere i parallelle dyader. Ser vi dette fra barneperspektiv, vil barnets erfaring blive at dets egen position kun er trygt i dyader. Når forældre er i vedvarende konflikt med hinanden vil de ofte undergrave hinandens autoritet. Samtidig med at de voksne opleves som usikre kan barnet blive i tvivl om hvem det skal lytte til og det kan skabe yderligere utryghed og vanskeligheder med at fungere.

Barnet kan føle sig lammet og ikke i stand til at forholde sig til forældrenes forskellige versioner. Barnet opfatter at forældrene har hver deres version af grunden til skilsmissen og det bliver svært for barnet at skabe sin egen fortælling om årsagen til skilsmissen. Forældre som er i konflikt og som har meget forskellige opfattelser af skilsmissen giver barnet en modsætningsfyldt informationsstrøm. Hvis de voksne også ønsker at skåne barnet er der risiko for at barnet får mangelfuld og sporadisk information og det bliver igen vanskeligt for barnet at lave sin fortælling om forældrenes skilsmisse.

Der er forskellige manøvrer den voksne vil gøre for at beholde trygheden. Vedkommende kan blive ekstremt optaget af at styrke sit forhold til barnet, og barnet kan på sin side begynde at opleve sig følelsesmæssigt fanget. Forældre kan blive så overvældet af egen smerte og nederlagsfølelse at de ikke er i stand til “at se” barnet. Det får konsekvenser for relationen til barnet. Hvis et barn under rolige familieforhold siger: “Jeg gør som mor siger”, når nogen spørger: “Hvad vil du?” får barnet en positiv reaktion fordi det accepterer de voksne som autoriteter. Børn som bliver stillet det samme spørgsmål efter skilsmisse og/eller når forældrene er i konflikt vil erfare at det samme svar får en anden og forstørret betydning. “Jeg gør som mor siger” vil blive tolket som en manipulering fra moderens side og indebære en afvisning af faderen.

Hvordan kan dit barn opleve sine relationer I lyset af skilsmissen?

Børn vil uanset grunden til skilsmissen kunne opleve sin afhængighed og tilknytning til forældrene som truet ved ændring af familiestrukturen. Barnet er afhængig af de voksne som sætter præmisserne og stiller krav og derfor kan barnet overtilpasse eller mistilpasse sig hvis de voksnes krav ikke er afstemt med barnets behov, kapacitet og udviklingsniveau.

Barnet er sårbart overfor afvisning. Magtforhold kan gøre det vanskeligt for barnet at vise sine behov når de kan være modstridende forældrenes behov, selvforståelse og sociale position.

Ved skilsmisse kan barnet opleve sin tilknytning truet. Barnet vil forsøge at beholde vigtige relationer – tilknytningsforsikring. Barnet tilpasser sine udtalelser for at bekræfte og styrke sine relationer til de voksne. En vigtig strategi barnet har for sin udvikling er tilpasning – at være opmærksom på at indordne sig til andres tilstande og forventninger. Dette kan være på bekostning af egne behov for at dele oplevelser med vigtige voksne. Der kan komme utryghed og ensomhed.

Barnets loyalitet kan vurderes som et problem, når vi voksne ønsker at vide, hvad barnet egentlig mener. Her ligger ubehaget: “Vi kan ikke stole på børn for de er så loyale. “Ved at bruge ordet loyal på denne måde kan voksne slippe for at forholde sig til hvor hårdt det kan være at være barn i en krævende situation. Mange børn investerer meget for at beholde et forhold til vigtige personer. Jo mere relationen til den voksne udfordres, jo mere investerer barnet i den. Bliver belastningen for stor og barnets anstrengelser ikke mødt, ser vi at barnet giver op ved at lukke sig inde eller udadreagere. Dette er ikke loyalitet, men psykologisk overlevelseskamp (Haaland in Øvreeide p. 97, 2016). Et mere dækkende ord end loyal er at børnene betaler forsikringspræmie. Forsikringspræmie betaler vi fordi vi vil reducere konsekvenserne, når der er fare for at noget negativt kan opstå. Jo ængsteligere børn bliver for at miste nogen jo ivrigere bliver de for at investere i relationen. Børn lever ofte med en genforeningsdrøm som særligt angribes når en ny partner kommer ind. Det er vigtigt at understrege barnets behov for at opleve at det ikke er udenfor. Hvis barnet er i fare for at få pladsen som den der er udenfor, kan barnet komme til at satse på den forældre som ikke har etableret et nyt forhold og afvise den som har en “ny” familie.

Forældrene giver børnene et problem når de ikke anerkender at barnet uagtet hvad der er sket kan have behov for tilknytning til både mor og far. I en kaotisk og overvældende situation som skilsmisse og ændrede familiemønstre kan være for barnet, vil problemadfærd blive en løsning. Barnet søger at opnå noget gennem problemadfærd som de ikke kan udtrykke direkte.

Hvad kan du forvente af skilsmissemægling hos mig?

Afsløring af barnets problemadfærd/projekt kan krænke den af de voksne som vil skilles eller som var intiativtager til skilsmissen, og kan give negative konsekvenser for barnet, når terapitimen forlades. Hvis psykologen fx giver udtryk for at spiseproblemer er en strategi for at holde forældrene sammen, kan den som har ønsket at blive skilt blive udfordret, mens den som ønsker at parforholdet skal fortsætte vil opleve støtte fra barnet. Dette viser, hvordan børn ikke er fri til at udtale sig hverken verbalt eller gennem symptomer.

Når psykologen toner sig ind på barnets “familiebevarende” adfærd, kan vi komme i kon- flikt med den som har taget initiativet til skilsmissen og denne forælder kan let føle sig anklaget af psykologen. Hvis initiativtageren ikke oplever at blive set og bekræftet af psykologen vil vedkommende søge bekræftelse fra barnet, når terapitimen er ovre.

Det er psykologens balancegang at se barnets symptomer som en mestringsmanøvre og samtidig ivaretage forældrene som kan have meget forskellige forståelser, oplevelser og positioner. At se et barns problemer som et udtryk for hvad barnet kæmper med uden at se symptomernes plads i forældrenes positionering gør barnet uret. Hvis barnet møder psykologen alene, eller med en af forældrene som informant, kan barnets plads i samspillet med de voksne være vanskeligt at gennemskue. Når konfliktniveauet er højt og skyldfordeling mellem forældrene er et dominerende, men ofte underkommunikeret tema er opgaven yderligere kompliceret.

For nogle af de børn som vi møder i terapi har forældrene ikke magtet at se barnets behov i længere tid før skilsmissen, og barnet kan have påtaget sig omsorgsrollen både for sig selv og for sine søskende. Forældrenes kraft og engagement har rettet sig mod parforholdet og ændring af dette. Den ene af eller begge de voksne kan få angst, uro, depression, koncentrationsvanskeligheder som fører til at de ikke magter at skelne imellem egne og barnets behov. Sådanne reaktioner hos barnets betydningsfulde voksne kan føre til at barnet strækker sig for langt i forhold til at imødekomme forældrenes behov på bekostning af egne behov.

For mig som psykolog handler det om at se dit barns adfærd i en bredere kontekst. Voksne kan blive optaget af at et problem skal løses. De ser ikke at barnet er ufri og fortsætter med udforskningen af problemet. Når forældrene henvender sig for at få hjælp siger de ofte at de ønsker at finde ud af hvad der er skyld i problemet. Det kan medføre videre udforskning af problemet og at problemet forstærkes. Når børn handler på måder som kan være vanskelige for voksne at forstå kan voksne blive for løsningsorienterede og ikke give sig tid til at forstå hvad barnet forsøger at formidle. For stærk optagelse af løsninger kan bidrage til valg af kortsigtede strategier som i næste omgang fører til nye problemer. At sætte sig ind i hvordan situationen udspiller sig fra barnets position kan for forældre være en følelsesmæssig belastning fordi de har deres egne følelser at slås med.

Ved at fokusere på situationer hvor barnet viser alternativ adfærd, og gennem udforskning af situationer hvor problemet ikke forekommer, altså undtagelser fra problemet, kan vi udvikle forståelse af hvad barnet prøver at vise os. Det kan være små ændringer som voksne ikke ser men som børnene oplever. Måske responderer mor på en anden måde end tidligere når barnet vil involvere hende. I nogle familier bliver de voksne ved med at trykke hinanden efter skilsmissen selvom de ikke skal leve i et aktivt parforhold med hinanden. JO mere hver enkelt af parterne i parforholdet har investeret desto mere smertefuldt kan det være med et skilsmissebrud. Der er som oftest en initiativtager – og – en – som føler sig vraget, krænket og ført bag lyset.

Det store professionelle ansvar for mig er at tune mig ind på dit barn og samtidig give jer som forældre rum og plads til at vise jeres synspunkter. Jeg må have ydmyghed for jeres reaktioner. Skilsmisse er en proces. Det er af central betydning at vi i samarbejdet med komplicerede reaktioner holder fast ved at tid er vores ven og at det er godt for børn når familiekærligheden kan flyde frit!