Inspireret af aktionsforskning og som led i min udvikling af Narrativ SOMA terapi, lavede jeg foråret 2022 en kvalitativ interview undersøgelse med det formål, at lære af mine klienters erfaringer igennem deres beskrivelser af, hvordan de har oplevet kontekst, krop og sprog inddraget i deres terapier.
Jeg udviklede en semi-struktureret interviewguide og Amalie, psykologistuderende på Aarhus Universitet interviewede klienterne, og transkriberede efterfølgende alle interviews. Vi fik 200 siders data. Jeg har menings kondenseret data i de temaer, klienterne har italesat som betydningsfulde for deres psykoterapeutiske forløb.
Du kan her på Feedback Fortællinger læse alle 9 vignetter som giver dig et lille indblik i, hvordan psykoterapeutisk behandling hus Robust Psykologhjælp kan opleves.
Tak til Jer som har deltaget i interviewundersøgelsen og for Jeres tilsagn til at dele Jeres feedback fortællinger. Det er et betydningsfuldt bidrag til udvikling af psykologers psykoterapeutiske kompetencer og en hjælp til dem som søger psykologhjælp, at de kan få Jeres erfaringer fra klient perspektivet.
(Fortalt af kvinde i begyndelsen af 30`erne som har mødt Modgange i form af Angst og opvækst med omsorgssvigt.)
“Altså, det har i hvert fald hjulpet mig til at omskrive historier, eller hjælpe mig til at give slip. Mest af alt. På de fortællinger jeg følte mig fanget i, ikk? Øh, der synes jeg jo, at det hjalp mig, fordi fortællingerne eksisterede jo kun oppe i mit hoved, så det ved at kunne give dem mindre magt har jo også hjulpet mig til at kunne give slip på dem og lade mig blive fri af dem. Så jeg har kunnet, altså det er også derfor, at jeg har levet så meget fri af angst, som jeg har, siden jeg begyndte i terapien her. Det er jo fordi de fortællinger ikke længere er kontrollerende for, hvordan jeg tænker.”
“Ja, det ved jeg, at det har. At terapien med krop og sprog har relation til, hvordan jeg nu har det. Det er helt sikkert. Altså, det kan godt være, at jeg tager medicin, men det er på ingen måder kun det, og det er heller ikke en høj dosis. Så det er slet ikke det, det er simpelthen – ja, en perspektivændring på hvordan, øh, hvordan jeg ligesom orienterer mig i verdenen. Og det er ikke rigtig noget, jeg tænker så meget over længere, for det fylder bare ikke længere, de fortællinger. Det er som om, jeg har anerkendt mit liv på en anden måde. Altså, den frygt er sådan ikke styrende længere for mit liv. Øh, som det var før. Så det fylder ikke på samme måde.”
